Om os

På krisecenteret anvender vi metoden Response Based Practice (RBP) som er udviklet af Alan Wade, Linda Coates, Cathy Richardsson, Nick Todd m. flere i Canada. Metoden er en videreudvikling af løsningsfokuseret korttidsterapi og narrativ terapi. Alan Wade er en af de førende forskere og metodeudviklere indenfor området med mænds vold mod kvinder.

Et af de grundlæggende principper er at alle mennesker har handlekraft samt at voldsudsatte handler rationelt og altid gør modstand mod volden. Ofte har voldsudsatte kvinder en opfattelse af at de ikke har gjort modstand, og dette er med til at give dem følelser af skyld og skam, en opfattelse af at de har medansvar for volden samt en følelse af værdiløshed fordi voldsudsættelsen er fornedrende og ydmygende.

Formålet med at sætte fokus på kvindernes modstand er derfor at fjerne skyld og skam, lægge alt ansvar på voldsudøveren samt bevare kvindens værdighed. Værdighed er et centralt begreb i metoden.

Det er væsentligt at sætte fokus på konkrete og korrekte beskrivelser af volden og kvindens forskellige former for reaktioner og modstand. Det er vigtigt ikke bare at spørge: ”hvordan gjorde du modstand?” da mange har den forståelse, at modstand skal være fysisk for at være modstand.

Modstanden kan være små ting, og derfor er det vigtigt at spørge ind til kvindens oplevelser for at synliggøre modstanden for hende. Man kan fx spørge ”Hvad gjorde du når han…? Hvad skete der senere? Hvad tænkte/ følte/gjorde/sagde du så?” Hvis hun siger: ”jeg gjorde ingenting”, så spørg videre: ”hvordan gjorde du ingenting?” At ”gøre ingenting” handler ofte om synet på modstand som identisk med fysisk selvforsvar.

Når kvinden bliver opmærksom på sin egen modstand, giver det værdigheden tilbage og det bliver lettere at lægge skam, skyld og ansvar fra sig.

Udgangspunktet om at den voldsudsatte altid handler rationelt er ligeledes vigtigt at arbejde med. Hvis kvinden undlader at fortælle andre om den vold hun har været udsat for eller hvis hun bliver i forholdet, er det ud fra en vurdering af at det er det sikreste for hende, eller hun gør det for at opretholde sin værdighed.

Hvis voldsudøveren fx truer med at sende nøgenbilleder til kvindens familie eller arbejdsplads hvis hun går, er det rationelt at hun vælger at blive i forholdet. Forskning viser desuden at det farligste tidspunkt i et voldeligt forhold er når kvinden forlader voldsudøveren.

Udefra set kan det være svært at forstå hvorfor kvinden ikke har forladt forholdet, og spørgsmål om hvorfor hun ikke er gået fra ham, eller andre spørgsmål/kommentarer der indikerer mistro, kan være med til at lægge skylden på ofret. Den form for respons fra omverdenen kan virke som endnu et overgreb og gør det sværere for kvinden at forlade forholdet, samtidig med at det kan være med til at frikende voldsudøveren for det fulde ansvar.

Når en kvinde således bliver i et voldeligt forhold, handler det ikke kun om hvad der foregår i selve forholdet, men også om omverdenens respons eller frygten for omverdenens respons. En del kvinder på krisecenter har historier om ikke at være blevet troet på. Dette har været med til at fastholde kvinden i volden samt fastholde hende i en ydmygende position.

Her vil det ligeledes være vigtigt at se på den modstand kvinden har gjort mod omverdenens respons for at bibeholde sin værdighed. Voldsudsatte kvinder vil ofte have protesteret imod et billede af, at det er hende der er forkert, at det er hende der skal flytte og forlade netværk, arbejde og uddannelse mens voldsudøveren får lov til at blive boende.

En af krisecenterets vigtigste opgaver er derfor at lytte til og tro på kvindens historie, og stå sammen med hende i kampen om hendes rettigheder og værdighed. Gennem at vi på krisecenteret giver hende en alternativ, mere korrekt reaktion/behandling, hjælper vi hende også med at lægge ansvaret der hvor det hører til, nemlig hos voldsudøveren.